Projekt Flere Mænd I Fællesskaber

Frivilligcenter Langeland er en del af FriSe - Frivilligcentre & Selvhjælp Danmarks indsats ”Flere Mænd i Fællesskaber”, som løber fra 2025-2028 i 25 frivillig- og selvhjælpscentre på tværs af Danmark. FriSe er en paraplyorganisation for ca. 40 frivillig- og selvhjælpscentre i Danmark og udvikler indsatser, der skal få flere ind i frivillige fællesskaber og selvhjælpsgrupper. Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Flere mænd skal opleve et trygt fællesskab med andre mænd

Samtalegrupperne er målrettet mænd (ofte 25 år og op), der oplever en svær situation eller overgang i livet – skilsmisse, arbejdsløshed, stressbelastninger som fx sygdom. Det er ofte enlige eller ledige mænd, der lever alene og/eller oplever ikke at have nære relationer at tale med.

Mange mænd står uden et sikkerhedsnetværk, når livet trykker. De kan ofte være dårligere til at anerkende, at de oplever psykiske problemer eller vide, hvordan de skal håndtere svære oplevelser som arbejdsløshed og skilsmisse end kvinder. Konsekvensen kan være social isolation, marginalisering, sårbarhed, dårligere helbred og tidligere død. 

Samtalegrupper for mænd - af mænd

Frivilligcenter Langeland er udvalgt til at være en del af ”Flere Mænd i Fællesskaber” med henblik på at gøre samtalegrupper for mænd tilgængelige på Langeland. Grupperne ledes af mandlige frivillige facilitatorer, der uddannes i at køre samtalegrupper for mænd. I grupperne mødes man omkring en aktivitet samtidig med, at man har et emne på programmet.

FriSes erfaring er, at det er vigtigt med samtalegrupper for mænd, fordi det er værdifuldt at kunne spejle sig i andre mænd. Samtalegrupperne er et fællesskab af ligesindede, der selv slås med livet ind i mellem. Ved at møde andre mænd på denne måde kan det bidrage til at afhjælpe negative følger og forebygge, at den enkelte mand ender i en endnu sværere situation.

Der er fem til otte deltagere i hver gruppe og forløbene løber over otte mødegange.

Er du interesseret i at deltage i gruppeforløbet - eller måske endda være frivillig gruppeleder/facilitator?

Så kontakt os i Frivilligcenteret. Det er helt uforpligtende. Du kan ringe, skrive en sms eller sende en mail. Du er også velkommen til at kigge forbi Frivilligcenteret i træffetiden, mandag til torsdag 10-12, eller efter aftale. 

Kontaktoplysninger

Lene Elinor Jørgensen, daglig leder

Tlf. 22 34 45 33

Mail: kontakt@fcll.dk